Harrishøgen har fået sit navn af John James Audubon, der opkaldte fuglen efter en af sine venner, Edward Harris. 

Harrishøgen har tre underarter:

Parabuteo unicinctus unicinctus findes udelukkende i Sydamerika og er mindre end de Nordamerikanske underarter.

Parabuteo unicinctus harrrisi findes i Texas, det østlige Mexico og i en stor del af Mellemamerika. Den kaldes ofte Bay-winged hawk. 

Parabuteo unicinctus superiour er den største og findes i Baja California, Arizona, Sonora og Sinaloa. 

Så sent som i 1960 gjorde Frank Lyman Beebe falkonererne i det sydvestlige USA opmærksomme på Harrishøgens mulige potentiale. To årtier senere havde nogle falkonerer udført et pionerarbejde, som må betragtes som det mest bemærkelsesværdige bidrag til moderne falkoneri.

Harrishøgene ligner duehøgen, når det drejer sig om mål, vægt og proportioner, men så er det også slut med sammenligneligheden. Alt andet ved dem er forskelligt: farve, udseende, opførsel og socialisering. Langt de fleste har et exceptionelt godt temperament og er meget nemme at træne. Dette har gjort dem til de mest succesfulde og pålidelige rovfugle i moderne falkoneri.

   

De lever i familiegrupper og jager sammen. De synes altid at være klar over, at andre Harrishøge er artsfæller, og viser sjældent tegn på jalousi eller aggression over for fremmede individer. Derfor er de nok de sikreste rovfugle, man kan flyve i grupper. Når Harrishøge jager i flok, ser de efter og forventer assistance, såfremt de har slået et bytte, der er for stort. Det er måske derfor, de er så utroligt modige og angriber byttedyr, der er større, end de selv kan klare. De har nemlig hurtigt lært, at hjælpen er undervejs.

En amerikansk falkoner giver følgende beskrivelse af Harrishøgenes samarbejde: When it comes to teamwork, Harris hawks make lions look like a bunch of amateurs. 

Ungerne fra sidste kuld bliver hos forældrene, hvor de observerer og lærer. Året efter hjælper de med at fordre næste kulds unger. Harrishøgenes sociale natur er så avanceret, at de har stærkere bånd til deres menneske end til deres territorium. Skulle de under en jagt, der ikke lykkes, komme uden for syns- og hørevidde, kan man være sikker på, at de er lige så optaget af at lokalisere og vende tilbage til deres menneskelige partner som mennesket er optaget af at finde dem. Nogle mener, at det er en rovfugl man kan flyve med uden sender. Personligt mener jeg, at man ikke bør flyve en rovfugl uden sender.

Nogle amerikanske falkonerer, mener at Harrishøgene nærer et instinktivt had til coyoter, som er de naturlige konkurrenter i deres ørkenmiljø. Det ser ud som om deres intense ønske om at eliminere en konkurrent kan overføres til fremmede hunde. Selv om mine Harrishøge har et virkelig godt forhold til vores Leonberger og er helt ligeglade med andre hunde, er det et problem, jeg er nødt til at være opmærksom på.

Harrishøgen er en meget vigtig fugl for falkonererne på grund af dens intelligens, alsidighed og tilpasningsevne.